Jeg fotograferer med mange forskellige kameraer — men det eneste, jeg bliver ved med at vende tilbage til i mit professionelle arbejde, er Rolleiflex'en. Det er et tvilling-linse spejlreflekskamera bygget i 1959. Ingen autofokus, ingen lysmåler, ingen skærm, ingen ekstra chancer. Da jeg først begyndte at fotografere med det, fik jeg flere dårlige billeder end gode. Efter et stykke tid er det mønster vendt — men jeg må stadig acceptere, at det er en ufuldkommen og drilsk proces. Hele vejen igennem har jeg holdt fast i det for dets magiske gengivelse og skarphed, men også fordi det har en tendens til at lokke et særligt smil frem i folk.
Det første, man bemærker, er, at jeg kigger ned i det, ikke ud mod dig. Rolleiflex'en har en søger i hoftehøjde — jeg holder det ved brystet og kigger ned på en mat glasplade. Den lille geometri ændrer alt: der er ingen stor sort linse, der dækker mit ansigt, så vi holder øjenkontakt, og folk slapper af på en måde, de aldrig helt gør, når et kamera er rettet mod dem som et spørgsmål.
Så er der formatet. Kvadratisk, seks gange seks centimeter på 120-film — langt større end et 35mm-negativ, og det er der, den bløde dybde og den fine kornethed kommer fra. Carl Zeiss Planar-linsen gengiver hud på en måde, jeg aldrig har kunnet efterligne digitalt. Og lukkeren er knap nok en hvisken; halvdelen af tiden opdager folk slet ikke, at jeg har taget billedet.
Men mest af alt er det ritualet. At spole frem i hånden, selv at læse lyset, langsomt at komponere på glasset. Kameraet sætter tempoet, og tempoet sætter stemningen. Det er en femogtres år gammel maskine, og den laver stadig de mest ærlige fotografier, jeg ved, hvordan jeg laver.