Jeg har fotograferet landskaber, bygninger, opstillinger — alle de ting, man er forventet at øve sig på. Ingen af dem holdt nogensinde på mig. Det gør mennesker. Et ansigt er det eneste motiv, der kigger tilbage, der ændrer sig i det øjeblik, man giver det opmærksomhed, og det finder jeg uendeligt værd at jage.
Det, jeg er ude efter, er ikke et flatterende billede. Det er et sandt et — den særlige måde, nogen ler på, når de er holdt op med at optræde, blikket, der passerer mellem to mennesker, som tror, at ingen ser på. Mit job er, de fleste dage, at være rolig og en smule sjov og tålmodig nok til, at folk glemmer kameraet og rækker mig de øjeblikke uden at mene det.
Jeg går meget op i, hvem der føler sig velkommen foran min linse. Hvert par bærer en måde at være sammen på, som kun er deres, og at få lov til at lægge mærke til den og bevare den er et privilegium, jeg ikke er blevet træt af i over ti år.
Når en fotografering er slut, føles billederne næsten sekundære i forhold til det, der skete for at skabe dem. To mennesker huskede, hvordan de ser ud, når de er lykkelige. Jeg stod bare stille i nærheden med et gammelt kamera og fangede det.