Folk kommer til Danmark og forventer fladt og gråt. Det, de finder, er lys — langt, lavt, nordisk lys, der gør almindelige eftermiddage sølvfarvede. Det er de steder, jeg bliver ved med at vende tilbage til.
Møns Klint først. Hvide kridtklinter, der falder ned i et grønblåt Østersø, med bøgeskov helt ud til kanten. På overskyede dage bliver hele scenen blød og malerisk, og det er præcis, hvad film elsker. Det er en lang køretur fra København, og hvert minut er det værd.
Og så Bornholm om sommeren. Danmarks eneste klipper, og der hvor jeg finder de smukkeste solnedgange og hemmelige strande. Desuden hjælper det at være vild med keramik — jeg synes, man finder landets bedste på øen, med inspirerende kunsthåndværkere bag hvert værk.
Sandheden er, at stedet betyder mindre end lyset og de mennesker, der står i det. Giv mig en overskyet morgen og to mennesker, der kan lide hinanden, og næsten ethvert sted i Danmark bliver det rette.