Det spørgsmål, jeg får oftest, er også det enkleste: hvorfor film? Det ærlige svar er, at film ændrede måden, jeg ser på, og jeg har aldrig villet tilbage.
Film er nådesløs på den bedste måde. Tolv billeder på en rulle, ingen skærm at tjekke, ingen sletning og nye forsøg. Den begrænsning tvinger mig til at sætte tempoet ned og faktisk kigge, før jeg trykker på udløseren — at vente på et øjeblik i stedet for at fremstille det. Disciplinen ved at have så få billeder er, mærkeligt nok, præcis det, der frigør mig til at være til stede.
Der er også måden, det ser ud på, som jeg ikke vil lade, som om ikke betyder noget. Kornetheden, den bløde overgang i højlysene, farven i Kodak Portra, dybden i et medium format-negativ — det er ting, jeg brugte år på forgæves at efterligne digitalt. Film har en tekstur af erindring over sig. Det ligner noget, man faktisk ville huske.
Og så er der tilliden. Man ser ikke sine fotografier i det sekund, de tages; man venter, mens hver rulle bliver fremkaldt og scannet i hånden på laboratoriet. Den ventetid kræver noget af et par — en smule tro — og jeg synes, billederne bliver bedre af det. Langsomhed, begrænsning og et udtryk, man ikke kan forhaste. Det er derfor, jeg stadig lægger en rulle film i.